patienternes interesseorganisation

 

Den 30. marts 2008

  

Til medlemmerne og suppleanterne af Folketingets Sundhedsudvalg, sundhedsministeren, Sundhedsministeriet og pressen i anledning af folketingshøring om sundhedsvæsenets patientklage- og erstatningssystem den 2. april 2008

 

 

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn – find ti fejl

 

Alle mennesker begår fejl i deres arbejde, også sundhedspersoner. Men de fejl, som Patientklagenævnet skal kritisere, har alene karakter af at udspringe af svigt og sjusk. Der er således ikke tale om de hændelige fejl, som sagtens kan opstå, selv om man er både omhyggelig og samvittighedsfuld med sit arbejde. En sundhedsperson skal således ikke have kritik, hvis vedkommende kommer til at stille en fejldiagnose; under forudsætning af at vedkommende har udført de undersøgelser og observationer, som kræves efter almindelig standard, og under forudsætning af at observationerne er tolket inden for den normalramme, som findes rimelig inden for specialet. En operatør skal heller ikke have kritik, hvis en nerve ved en fejl skæres over; under forudsætning af at det i specialet er anerkendt, at nerverne ligger meget tæt, og at en hændelig fejl dermed kan opstå på trods af omhu.

 

Dette er vigtigt for Patientforeningen Danmark indledningsvis at slå fast. Hændelige fejl, som opstår på trods af sundhedspersonens grundighed og gode faglighed, skal ikke medføre kritik, men alene registreres, så de kan danne grundlag for læring, så fejlen/hændelsen så vidt muligt ikke gentager sig og kvaliteten dermed forbedres i sundhedsvæsenet.

 

Men de svigt, som skyldes fagligt/etisk sjusk, skal der til gengæld slås ned på.

 

Udsættes en patient for fejl eller sjusk, kan vedkommende klage til Patientklagenævnet, der så vil tage sig af sagen og sørge for, at sagen belyses og afgøres objektivt. Sådan er intentionen, og sådan burde det naturligvis være. Men desværre har mange borgere høstet en helt anden erfaring. De oplever, at sagsbehandlingen mere går ud på at beskytte den indklagede sundhedsperson end at kaste lys over det, der er foregået. Folketingets Sundhedsudvalg afholder den 2. april en høring om netop klage-, erstatnings- og læringssystemerne i sundhedsvæsenet, og i Patientforeningen Danmark er det vores håb, at interessen fra politisk side vil føre til tiltrængte forbedringer. Vi skal hermed pege på ti ting, som bør ændres i klagesystemet.

 

 

1: Modstridende retsprincipper

 

Patientklagenævnet er en uheldig konstruktion - en domstolslignende hybrid - med en manglende stringens, dog altid med slagside for klageren. På den ene side henviser man til almindelig retspraksis, når man i sager, hvor det står påstand mod påstand, altid lader tvivlen komme den indklagede sundhedsperson til gode. Men på den anden side giver konstruktionen ingen mulighed for at føre vidner, hvilket ellers er noget helt fundamentalt for almindelig retspraksis. Vidner, der f.eks. kunne understøtte klagerens synspunkt, kan være afgørende for udfaldet af en sag.

Lad mig nævne et konkret eksempel: En mand er indlagt og går på toilettet om natten. Tilbage ved sin seng falder han om. En medpatient tilkalder nattevagten, og sammen får de manden op i sengen, dog uden at foretage sig yderligere. Først op ad morgenen finder man patienten døende i sin seng med en hjerneblødning. Mandens hustru mener, at manden, der normalt ingen problemer har med bentøjet, faldt om natten på grund af en hjerneblødning, og at man på det tidspunkt straks burde have indledt relevant behandling. Nattevagten har intet noteret om hændelsen, og der står intet i sygehusets papirer om de faldmærker, som manden havde på ansigtet. Den eneste, der kunne kaste lys over hændelsen er dermed medpatienten, som for længst er udskrevet, da klagesagen skal til at begynde. Hustruen ved ikke, hvad han hedder, og hvor han befinder sig, og ingen vil hjælpe med at finde ham. Og selv om han kunne fortælle noget vigtigt om sagen, ville han ikke kunne blive udspurgt af Patientklagenævnet, fordi der ikke kan føres vidner.

Hvad angår sundhedspersonen, ville en sigtet ved en rigtig domstol under ed skulle besvare helt konkrete spørgsmål om hændelsesforløbet, men Patientklagenævnet indhenter blot via embedslægen en skriftlig beskrivelse af hændelsesforløbet hos den indklagede. Disse beskrivelser kan have karakter af en fristil, der behændigt undlader at komme ind på de kritisable punkter, der måtte være. Og selv om klageren påpeger dette over for Patientklagenævnet, gøres der ikke, og kan der måske heller ikke gøres yderligere for at få oplyst de dunkle punkter.

Fra klagerens synspunkt kan der være et overvældende antal akter fra modpartens, det vil sige sygehusets side: journal, kardex, røntgenbeskrivelser osv. Disse tillægges stor vægt, også selv om klageren påpeger fejl i dem, eksempelvis beskrivelse af undersøgelser, der aldrig er foretaget, eller om information, der ikke er givet. Klagerens brev betragtes ofte som et partsindlæg. Det kan desuden være et stort problem for borgere uden lang skoleuddannelse, at sagsbehandlingen i Patientklagenævnet udelukkende er skriftlig. En sag kan stå og falde med, hvor præcist klagebrevet udformes. Da Folketinget i sin tid besluttede at oprette patientkontorer, var det vores håb, at disse ville hjælpe borgere med f.eks. konkret at formulere klagebreve. Det er imidlertid Patientforeningen Danmarks erfaring, at dette stort set aldrig sker. Hjælpen til borgeren indskrænker sig til at udlevere en brochure om Patientklagenævnet.

                     

 

2: Ingen ankemulighed

 

I forlængelse af problematikken om retssikkerhed eller mangel på samme skal det anføres, at der ingen ankemulighed findes i klagesystemet. Dette er utilfredsstillende.

 

 

3: Stor set straffrihed for sjusk

 

Den højeste straf for ”grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed”, der er givet i Danmark, og som medførte patientens død, er 10.000 kr. Beløbets størrelse kan virke urimeligt lille f.eks. i betragtning af en parkeringsbøde eller i betragtning af, at Lægeforeningens eget Etisk Nævn gerne idømmer Læge X 50.000 kr. i bøde, hvis han har sagt noget uvenligt om Læge Y.

                      Bestemmelsen om at ”udvise omhu og omhyggelighed” overtrædes ca. 500 gange om året, og forseelsen er straffri. Den har ingen betydning for ansættelsesforholdet og karrieremulighederne, og ved ansættelsessamtaler oplyses ikke om tidligere kritik fra Patientklagenævnet.

 

                     

4: Kun kritik af personfejl, ikke også af systemfejl

 

Mange borgere, som klager til Patientklagenævnet, får ikke medhold, selv om de har været udsat for en overordentlig kritisabel behandling. Dette skyldes i nogle tilfælde, at man kun kan få medhold, hvis det svigt, man har været ude for, kan hæftes på en eller flere navngivne personer. Kaotiske forløb, ringe logistik og kommunikations- og kontorfejl, måske endda manglende ressourcer, som har haft alvorlige konsekvenser, kan ikke påtales. Sidste efterårs kræftskandale med Herlev Sygehus og Sundhedsstyrelsen som aktører kan heller ikke behandles tilfredsstillende ved Patientklagenævnet. En patientrettighed - retten til strålebehandling inden for 2 uger - var godt nok overtrådt, men svigtet var et systemsvigt, der ikke kunne henføres til en enkelt sundhedsperson.  

                      Det ville være hensigtsmæssigt, om også systemfejl kunne påtales af Patientklagenævnet. Det er dog vigtigt, at man i denne øvelse ikke smider det personlige ansvar ud med badevandet. Lovgrundlaget for Patientklagenævnet skal holde fast i kritik af personfejl, men meget gerne udvide fokus til også at omfatte de mange systemfejl.

 

 

5: Afgørelserne bruges ikke altid til kvalitetssikring

 

Borgerens motiv for at klage er, at sagen oplyses og ansvaret placeres, men også – måske især - at svigtet ikke gentager sig for andre. Det er derfor på alle måder uhensigtsmæssigt, at klagesystemet ikke lægger op til obligatorisk læring. Det står en sygehusafdeling frit for at ignorere en afgørelse, men Patientforeningen Danmark mener, at en sygehusafdeling, hvor en medarbejder har fået kritik af Patientklagenævnet, skal have pligt til at skrive en rapport, der skal sendes til alle interessenter i sagen, også den skadelidte. I denne rapport skal man formulere, hvad der vil blive gjort med hensyn til f.eks. procedureændringer, efteruddannelse eller andet, så svigtet ikke gentager sig.   

 

 

6: Tung lægedominans i Patientklagenævnet – patientrepræsentanterne skal ind i sagsbehandlingen tidligere

 

En grundlæggende fejl ved Patientklagenævnet er den tunge lægedominans, som gør det svært for fejlbehandlede at få medhold. Patientrepræsentanterne bør derfor ind tidligt i forløbet.

En typisk sagsbehandling ser således ud: Patienten sender sin klage til Patientklagenævnets sekretariat, hvor mange læger er ansat. Klagen ekspederes videre til den lokale embedslæge. Denne udbeder sig de indklagede lægers skriftlige version af hændelsesforløbet. Embedslægen vurderer disse, kan komme med en skriftlig udtalelse og returnerer så materialet til lægerne i Patientklagenævnets sekretariat. Herfra spørger man en eller flere eksterne lægelige konsulenter til råds. I særlige tilfælde formuleres også spørgsmål til lægerne i Retslægerådet, og spørgsmålene er vel at mærke formuleret af en læge. Rådet sender sit svar til læger og jurister i sekretariatet, der derefter udarbejder forslag til afgørelse.

                      Den endelige afgørelse træffes af nævnet, der har fem medlemmer, hvoraf to er læger, og en er repræsentant for sygehusejerne (regionerne). De mange og omfattende sager sendes ud til nævnsmedlemmerne en uge eller to før mødet. På nævnsmødet tager en sag i gennemsnit 7-8 minutter, og det er kutyme at acceptere det lægedominerede sekretariats forslag til vedtagelse. 

                      Man behøver ikke være sociolog, men blot udstyret med sund fornuft for at vide, at en profession – her lægernes – rykker sammen over for kritik. Det er derfor vigtigt at få patientrepræsentanter ind i sagsbehandlingen langt tidligere end i dag, før sagen tager en unfair, hvidkitlet drejning. Det kunne f.eks. være allerede dér, hvor embedslægen får de indklagede lægers version af hændelsesforløbet. Her kunne patientrepræsentanten pege på, at der svares udenom, at oplysningerne ikke er korrekte, fordi de ikke stemmer overens med journal og kardex.

                      Det ville endvidere være en forbedring, hvis nævnets sundhedspersoner på skift blev udpeget efter borgerligt ombud, som det sker i Frankrig, og ikke af sundhedspersonernes faglige organisationer.

 

 

7: For mange formandsafgørelser

 

Et alt for stort antal afgørelser i Patientklagenævnet er de såkaldte formandsafgørelser, hvor det alene er dommeren i nævnet, der beslutter, om kritik skal gives eller ej. Det er fundamentalt i dansk retspleje, at lægmandselementet er til stede. Men hvad angår de mange formandsafgørelser, kommer lægmandselementet kun ind, hvis en lægmandsrepræsentant i nævnet aktivt gør indsigelse.

 

 

8: Standarden for acceptabel behandling er muligvis sat for lavt

 

Direktøren for Patientklagenævnet Peter Bak Mortensen har i et avisinterview udtalt, at behandling til et 6-tal eller derover (på den gamle karakterskala) ikke afføder nogen kritik. Det er med andre ord sådan, at en ualmindelig jævn præstation accepteres. Først når der er tale om decideret dumpe-niveau, udtales kritik. Spørgsmålet er, om standarden er sat for lavt. Og Patientforeningen Danmark ønsker også mere offentlighed omkring, hvordan dette noget elastiske begreb standard bestemmes – og af hvem.  

 

 

9: For lang sagsbehandlingstid

 

Af hensyn til alle parter i en klagesag – og også af hensyn til læring og kvalitetssikring – bør sagsbehandlingstiden sættes ned. Efter Patientforeningen Danmarks opfattelse er alt over en 6 måneders sagsbehandlingstid uacceptabel. Patientforeningen Danmark appellerer til de politiske partier om at allokere de nødvendige ressourcer til Patientklagenævnet.

                      Selv om sagsbehandlingstiden i dag er alt for lang i Patientklagenævnet, modtager Patientforeningen Danmark mange henvendelser, der peger på, at sagsbehandlingen alligevel ikke er i orden. Eksempelvis bliver klagebreve fejllæst og nogle gange omformet til ukendelighed.

 

 

10: Problemer med lægekonsulentudtalelser

 

Danmark er som bekendt et lille land, og på nogle af specialerne er der naturligt nok mange inden for faget, som kender hinanden. Det kan derfor ikke være uden problemer for en lægekonsulent, som Patientklagenævnet udpeger og indhenter en udtalelse fra, helt at se bort fra personlige relationer. Forbrugerrådet har tidligere foreslået, at Patientklagenævnet bør anvende lægekonsulenter fra de andre nordiske lande, når der skal indhentes en udtalelse.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Karsten Skawbo-Jensen

talsmand for Patientforeningen Danmark