Det er ikke løsningen. Polititilhold.

Anette Ulstrup, næstformand i Patientforeningen Danmark

Nordjyske skriver d. 27 december om en ung pige, hvis liv er gået i stykker på grund af sygdom, men lægerne kan ikke finde årsagen til hendes helbredsproblemer. Pigens forældre har i et længere forløb flere gange anmodet lægerne om at finde en forklaring på pigens helbredsproblemer, og Region Nordjylland truer nu familien med polititilhold på grund af de mange henvendelser.

Polititilhold. Hvordan er vi dog havnet i en sådan situation? Pigen ER jo syg, hvorfor kan hun ikke få en forklaring på, hvad hun fejler?

I Patientforeningen Danmark får vi desværre rigtig mange henvendelser fra mennesker i samme situation – måske lige bortset fra polititilholdet. Men mennesker med de samme de symptomer, som pigen har, det lange forløb, og lægernes manglende vilje eller evne til at finde forklaring på helbredsproblemer, hvor hormonsystemet er involveret – sådanne historier får vi ufatteligt mange henvendelser om. Livet går ofte helt i stykker for disse mennesker, og problemet er langt større end vi erkender. Jeg kender ikke hele historien om den nævnte pige, men lægerne bør generelt erkende, at de ved alt for lidt om hormonforstyrrelser, og at der derfor bør forskes langt mere seriøst i disse helbredsproblemer.

En meget stor del af den danske befolkning har ubalancer i deres hormonsystem, men de er ikke klar over det, og de diagnosticeres heller ikke, fordi de undersøgelsesmetoder lægerne benytter er utidssvarende og for dårlige. Det får konsekvenser for danskernes sundhed, sygefraværet stiger, antallet af førtidspensionister stiger, medicinforbruget stiger, trykket på sygehusene stiger. Vi bliver fede, vi kan ikke få børn, hver femte af os oplever det, vi kalder en depression på et eller andet tidspunkt.

I Patientforeningen Danmark lytter vi til de sundhedsvidenskabelige artikler, der konkluderer at der burde fokuseres langt mere på hormonforstyrrelser i relation til de helbredsproblemer, som lægerne ikke kan forklare. Vi lytter også til de artikler, der ikke bare inddrager æggestokke og testikler, men også involverer skjoldbruskkirtel, binyrer, hypofyse m.m. i rækken af kirtler, der skades af hormonforstyrrende kemikalier.

En tysk undersøgelse fra 1998  afslører, at over halvdelen, nemlig 53,2 %, af de binyrer (stresskirtler) som man undersøger ved obduktioner indeholder godartede knuder, tumorer. Årsagen til tumordannelse er kemikalier. Vi bliver syge, fordi kemikalier skader vores hormonproducerende kirtler. Kemikalier forårsager dannelse af tumorer og hormonbalancen forstyrres, stofskiftet påvirkes, blodtrykket, centralnervesystemet og hjernen påvirkes. Konsekvenserne kan være forskellige kombinationer af følgende symptomer: søvnløshed, koncentrationsbesvær, muskelsmerter, ledsmerter, træthed, vægtændring, anspændthed, påvirkning af puls og blodtryk m.m. Den primære årsag er skade i de hormonproducerende kirtler, og det er her behandlingen burde sættes ind – de fleste mennesker fejldiagnosticeres.

En polsk undersøgelse fra 2007  viser, at i en gruppe på 70 mennesker, der alle havde begået selvmord, havde 47,7 % ved obduktion en hypofysetumor. ”Kun” 18,3 % i kontrolgruppen havde en hypofysetumor. Artiklen konkluderer, at hypofysetumorer hører til risikofaktorer for selvmord. Det store antal endokrine tumorers uerkendte betydning skal efterforskes og ikke fejes ind under gulvtæppet. Vi har brug for en moderne endokrinologi, der belyser sammenhængen mellem uforklarlige helbredsproblemer og det store antal mennesker, der har tumorer i de hormonproducerende kirtler. Endocrine disruption (hormonforstyrrelse) handler ikke kun om, at vi får sværere og sværere ved at få børn. ALLE hormonproducerende kirtler – ikke bare kønskirtlerne – er uhyre følsomme for kemikalier.

Den kultur, der gennemsyrer den diagnostiske proces i lægens konsultationsværelse, er resultatet af blandt andet dårlig forskning – men først og fremmest handler det om intellektuel og menneskelig fattigdom. En intellektuel fattigdom præger ofte diagnosticeringsprocessen, fordi der rent logisk tydeligvis er komplekse fysiske forklaringer på helbredsproblemer, der slås hen. En menneskelig fattigdom, fordi menneskers smerter ikke tages alvorligt.

For pigen med trussel om polititilhold, vil jeg håbe, at der dukker en forklaring op – en diagnose der involverer hormonforstyrrelse eller noget helt andet. Bare det er en forklaring, som kan medvirke til at hun får den relevante behandling, så hun kan få sit liv tilbage.

af Karsten Skawbo-Jensen, formand for Patientforeningen Danmark

Regionsformand Bent Hansen (S) har bevæget sig ud på minefyldt terræn ved at åbne en diskussion om prioriteringer i sundhedsvæsenet. Hvor dyrt må det være at give en patient en måned ekstra at leve i med livsforlængende medicin, spørger han og henviser til, at sygehusenes udgifter til medicin er mere end femdoblet siden 2000. For det enkelte menneske og for de pårørende er ingen pris vel for høj, og en måned ekstra kan være en fantastisk gave, når nu livet er det dyrebareste, der findes. Men for samfundet, der måske skal skære ned andre steder – måske også steder, hvor der decideret kunne reddes liv i mange år frem - kan prisen da være for høj? Prioriteringsdiskussionen er uhyre vanskelig, men vi kan være sikre på, at der under alle omstændigheder prioriteres. Stikker vi hovedet i busker, fordi det er for svært at diskutere emnet, sker prioriteringen under alle omstændigheder alligevel, blot i det skjulte.

Patientforeningen Danmark arbejder for at fremføre krav om god kvalitet, sikkerhed og fyldestgørende information i sundhedsvæsenet. Men vi ønsker også, at borgere og patienter – sundhedsvæsenets vigtigste interessenter – inviteres til at være med i en demokratisk debat om sundhed, herunder den svære prioriteringsdebat. Den diskussion er for vigtig til at overlade til kun overlæger, forskere og politikere.

Hvis man spørger mig, om ikke patienter altid skal have ret til den bedste medicin, så vil jeg ubetinget svare ja, og jeg vil endda tilføje ordet ”selvfølgelig”. Men dilemmaet kan opstå, hvis den gamle medicin er halvtreds gange billigere end den nye, men virker 99,5 pct. lige så godt som den nye, kostbare medicin. Vi ved, at der sjældent er tale om nogen tigerspring fremad, hvad angår medicin – det er langt mellem miraklerne - og det fremføres tit af kritikere, at det aktive stof i et nyt, kostbart præparat i nogle tilfælde er meget tæt på at være identisk med aktivstoffet i det gamle og billige præparat. Er et patent ved at udløbe, er der et stort økonomisk incitament for medicinalindustrien til at ændre den kemiske formel blot mikroskopisk og så lancere et nyt produkt, der i virkeligheden er meget lidt nyt, men meget, meget dyrere.

For at få en meningsfuld diskussion om medicinudgifter bliver vi nødt til ikke bare at få at vide, om den nye medicin er bedre end den gamle. Vi har også brug for at have de nøjagtige data for, præcis hvor meget bedre den nye, dyre medicin så i virkeligheden er. Og de data skal vel at mærke ikke stamme fra industriens glitrede brochurer, men fra uvildige fagfolk. Viser det sig, at den nye medicin kun minimalt kan forlænge livet, så har vi dilemmaet.