Kronik bragt i Kristeligt Dagblad, 19. juli 2008.

Af Karsten Skawbo-Jensen, formand for Patientforeningen Danmark. 

Vil du være rask?

Vil du være rask, spørger Jesus en mand, som har været syg i 38 år. Dét er et provokerende spørgsmål!  

af Karsten Skawbo-Jensen, formand for Patientforeningen Danmark og konservativ folketingskandidat

Det er en gammel sandhed, at Bibelen provokerer, men der er især en passage i det Ny Testamente, som kan bringe mig helt op i det røde felt. Jeg er sikkert miljøskadet af mit arbejde som formand for Patientforeningen Danmark, for hver dag har jeg kontakt med mennesker, som af al kraft jager helbredelse eller blot det mindste håb om helbredelse. De ønsker det mere end noget andet i verden, og nogle gange får de desværre ikke den hjælp, de burde have.

                      Den passage, der særlig udfordrer mig, findes i Johannesevangeliet. Her fortælles det, at Jesus drog til Jerusalem til en af jødernes fester. Ved Betesda-dammen lå der syge, blinde, lamme og krøblinge i de fem søjlegange. De ventede på, at Herrens engel skulle fare ned i dammen og bringe vandet i oprør, for den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask. Jesus standsede ved en mand, som lå og havde været syg i 38 år. Han klagede sin nød til Jesus: ”Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.” Jesus sagde til den syge: ”Rejs dig, tag din båre og gå!”, og straks var manden rask efter næsten fire årtiers sygdom.

                      Helbredelsen i sig selv er naturligvis et mirakel, som kan være svært at rumme, selv om man som læser af det Ny Testamente er forberedt på mirakler, ja, nærmest forventer at få alt det gode og alle velsignelser kastet efter sig. Det virkelig uforståelige og provokerende i Johannes’ historie er derfor snarere det spørgsmål, som Jesus stiller den syge mand inden helbredelsen, nemlig ”Vil du være rask?”

                      Guds søn - fuldendt menneske og fuldendt gud - kunne så let som ingenting kurere den syge mand, men først kom altså spørgsmålet, om den syge overhovedet ville være rask. Men selvfølgelig ville han da det, nærmest sprutter det ud af i hvert fald mig, for ingen ligger vel frivilligt i 38 år under nogle søjler i en stenhård by og lider. Det er et dumt og provokerende spørgsmål, helt overflødigt! Oven i købet et dumt og provokerende spørgsmål stillet af Guds søn! 

Men måske er spørgsmålet ved nærmere eftertanke ikke helt så tosset alligevel. For jeg har hørt alkoholikere, narkomaner og anorektikere fortælle om, at de da godt hørte deres familie og venner trygle dem om at stoppe misbruget, men alligevel aldrig lyttede for alvor og i stedet for fabrikerede dårlige undskyldninger og udflugter for at fortsætte den dæmoniske selvdestruktion. Først da de efter mange år og mange brændte broer nåede bunden – vågnede mellem skraldespande og snavs på gaden, så sig selv og deres elendighed udstillet i et spejl eller i en vinduesrude – sagde de til sig selv: Nu er det nok, nu vil jeg være rask! Og først fra da af kunne det lange seje træk mod helbredelse begynde. Det var umuligt før, og de kan ingen forklaring finde på det, udover at alting har sin tid.

                      Psykoanalysens fader Sigmund Freud har kastet lys over de såkaldte sekundærgevinster – opmærksomhed, trøst, flugt fra kravene i de raskes verden, økonomisk hjælp, en fast rolle i stedet for måske smertelig selverkendelse osv. – som kan være fordele midt i elendigheden, og som får nogle mennesker til at lade sygdom og smerte smelte sammen med identiteten permanent. Senest viser ny amerikansk forskning, at mennesker, der har svært ved at komme over deres sorg, kan udvikle en form for sorg-afhængighed. Afhængigheden består i, at hjernen hos dem, som fastholdes i sorgen, udskiller belønningssignaler, når der tænkes på de mistede. Disse belønningssignaler svarer ifølge undersøgelsen til dem, som man normalt får ved samvær med folk, man holder af. Cand. psyk. Margrethe Brun Hansen kommenterer undersøgelsen til Kristeligt Dagblad den 4. juli 2008 og siger, at hun ofte har oplevet, at folk har dvælet længe ved en sorg og nærmest fundet tryghed i den.

                      Vi kender det sikkert også lidt fra os selv. Man kan køre rundt i en rille og med tiden grave sig dybere og dybere ned i den. Det kan ske, fordi helbredelse og forandring tager tid – og gerne må tage tid - men når så tiden endelig er inde, er sjælen måske blevet så tung, at man ikke længere kan løfte sig op, men bliver hængende. Selv om tilstanden er pinefuld og sort, har man måske momentvis fundet den modsatte følelse i mørket, en lystfølelse eller i hvert fald en tryghed, og den tør man ikke lige slippe. Og så er der de mennesker, som altid fokuserer på, at glasset er halvtomt i stedet for halvfuldt, og deres tilværelse er klage og jammer, udgivet på Forlaget Klynk – som den afdøde forfatter Dan Turell herligt ufølsomt og fyndigt udtrykte det.

Selv om tankegangen om vilje til helbredelse i nogle tilfælde giver mening, skal man alligevel være uhyre varsom, for den kan misbruges. Guds søn, Jesus Kristus, havde format til at slippe af sted med at stille spørgsmålet ”Vil du være rask”. Men har vi det? Har lægerne det? Selv om der er i tusindvis af mennesker i Danmark, som reelt fejler noget fysisk, holdes de hen og får hemmeligt sat den undertrykkende label hypokonder på sig. De har ondt i livet, men de fejler ikke noget rigtigt, siger man. Lægerne er godt trætte af dem, og man har endda introduceret den såkaldte TERM-model, der med god grund er meget omdiskuteret. TERM-modellen skal udelukke, at der er tale om nogen somatisk sygdom, men om en psykisk afvigelse, og den bruges til at forhindre patienterne i at komme forbi den praktiserende læge og videre til de dyre speciallægeundersøgelser i sundhedsvæsenet. Nogle gange er det reelt nok, for patienten er indbildt syg og ønsker i virkeligheden ikke helbredelse, i hvert fald ikke i den aktuelle situation, men andre gange er der tale om helt atypiske symptomer og en sjælden diagnose, som er vanskelig at stille. Og det er vigtigt at fastholde, at er der den mindste tvivl, må og skal man altid lade tvivlen komme patienten til gode.

                      Men er den syge så sin egen lykkes smed, hvad angår helbred og helbredelse? Kan vi anskue det hele liberalistisk og darwinistisk? Kræver det klarhed, protestantisk arbejdsmoral, en stærk rygrad, et stort personligt ansvar – måske også en stærk tro - at blive rask? Ja! Og selvfølgelig nej! Det kræver det ikke kun, for så enkelt er det ikke. For vi har også brug for hinanden og er aldrig stærke nok alene. Hvis tiden pludselig mod alle odds er inde til at blive rask, får man virkelig brug for de andre, ligesom den syg mand ved Betesta-dammen behøvede nærvær og ord fra Guds søn. Så må vi blot håbe, at de andre – familien, vennerne, socialrådgiverne, lægerne, præsterne - ikke er kørt trætte af i årevis at appellere og ville hjælpe forgæves, men at de er der endnu. Eller at de i det mindste vil komme tilbage, når den syge virkelig er parat og af al kraft kan svare ja til spørgsmålet ”vil du være rask?”.

                      Den store udfordring for den syge er at svare med et ja til helbredelse og mene det af hele sin sjæl. Udfordringen for de andre er at have klarsyn og vilje til at se, hvornår ønsket om helbredelse har kraft i sig, så der kan bygges videre på det, og så man kan svømme hinanden i møde, hvor broerne er brændt.