Tandpatienternes retssikkerhed i klagesystemerne er elendig!

En tandpatients trængsler i tandlægernes erstatnings- og klagesystem

Skrevet af Tina Jønsson

Hvis man som tandpatient ønsker at klage eller søge erstatning efter en tandbehandling, viser det sig, at man skal have et godt overblik over hvordan systemet er sammensat.

Min sag er kompleks, idet jeg efter én undersøgelse hos en specialtandlæge ikke kunne få svar på, hvad jeg fejlede og hvad der forårsagede mine vedvarede smerter i højre kæbe. Da jeg selv og flere læger som jeg havde konsulteret, var af den overbevisning, at det var en kronebehandlingen på 6-, der havde forårsaget mine smerter, pga. længere tids overbelastning af mine tyggemuskler, valgte jeg at anmelde det til Patientskadeforsikringen. Jeg tænkte, at når de skulle behandle sagen var de nødt til at oplyse sagen tilstrækkeligt for at fastslå om der var årsagssammenhæng mellem mine smerter og tandbehandlingen og samtidig håbede jeg i den forbindelse på en yderligere undersøgelse hos en specialtandlæge.

Søger man erstatning via Patientskadeforsikringen, skal anmeldelsen sendes til Tandlægeforeningens Tryghedsordninger (der varetager tandlægernes interesser i alle henseende). De sender så sagen videre til Codan Forsikring (der er tandlægernes forsikringsselskab i alle henseender). Codan anvender så deres tandlægekonsulent til at foreslå en afgørelse, som Codan renskriver og videresender til patienten.

Og ønsker man at anke Patientskadeforsikringens afgørelse, sender man anken til Tandlægernes Tryghedsordninger, hvor Tandskadeankenævnet også holder til, sammen med det øvrige sekretariat, der varetager tandlægernes interesser i alle henseender.

Alle disse oplysninger kan ses på 

http://www.tdl-tryghed.dk/index.php?side=131 

under tryghedsordninger – organisation - samarbejdspartnere osv.

Tandlægeforeningen varetager overordnet ansvaret for klagerne og erstatningssagerne mod deres medlemmer. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har i bekendtgørelse 1099 af 12/12-2003 og 258 af 12/4-2005 givet dem den kompetence. Begrundelsen skulle være, at tandlægerne – da loven trådte i kraft - havde et klage- og erstatningssystem, der fungerede og derfor fandt man ikke anledning til at ændre i dette.

Måske Sundhedsministeren ikke har gjort sig overvejelser omkring, at hverken klage- eller erstatningssystemet ikke fremstår som et neutralt organ, når Tandlægeforeningen fremhæves som ansvarlig for dette system og reelt også kontrollerer dette system.

Fx kan det være problematisk, at Tandlægeforeningens Tryghedsordninger har en del samarbejdspartnere. Alle samarbejdspartnerne har ansatte, som én dag kan få brug for at benytte tandlægernes erstatningssystem og så skal anmeldelsen sendes til det sekretariat, som de i deres hverdag måske har daglig kontakt med via jobbet. Dette kan give patienten overvejelser, som ikke ville eksisterer ved anmeldelse til fx Patientforsikringen, fordi uafhængigheden i Patientforsikringen netop er deres varemærke.

Det vigtigste ved et klagesystem må være, at det er et uafhængigt/uvildigt og neutralt organ, at det udviser imødekommenhed overfor borgeren og giver korrekte og detaljeret information omkring regler og omkring den forestående sagsbehandling. Det er vigtigt at man som patient føler, at man er en part i sagen og ikke blot bliver ignoreret og sat ud på et sidespor i sagsbehandlingen. Det er vel netop derfor at forvaltningslovens regler gælder for de fleste af klage- og erstatningssystemer.

Tandlægeforeningens klage- og erstatningssystem

Patientskadeforsikringen

Patientskadeforsikringen er en del af tandlægernes praksisforsikring – som yder tandlægerne en dækning på diverse områder.  

Det patetiske udvalg som er foreskrevet i patientforsikringsloven, består af 3 tandlæger fra Tandlægeforeningens interne praksisudvalg og 3 personer fra Codan Forsikring

Opfylder denne sammensætning den uvildighed, som er forudsat i lovens intentioner?

Mit generelle indtryk af denne sagsbehandling er, at den var overfladisk – faktisk havde Codans tandlægekonsulent ikke alle mine røntgenbilleder, da han afgjorde sagen og afviste den.

Derudover får jeg ingen faglig begrundelse – blot et referat af sagen og en konklusion om at der ikke er årsagssammenhæng. Ikke en nærmere begrundelse for, hvorfor han skønner, at der ikke er årsagssammenhæng.

Ved efterfølgende henvendelse til Codan får jeg blot at vide, at jeg kan anke sagen.

Tandskadeankenævnet

Selvfølgelig er det problematisk, at sekretariatet skal behandle en sag på én af tryghedsordningernes bestyrelsesmedlemmer (hvilket jeg først senere blev klar over). Men jeg må da forvente, at min sag bliver behandlet neutralt og med den imødekommenhed, som man i et klagesystem har krav på. Jeg kan jo ikke gøre for og vidste i øvrigt heller ikke, at min daværende tandlæge var i bestyrelsen i tryghedsordningerne.

Tandskadeankenævnet er sammensat af 3 tandlæger, 1 forbrugerrepræsentant, 1 fra regionerne, 1 fra patientforsikringen og en formand, der opfylder de krav der nu er sat til den post.

Forvaltningslovens regler er gældende i deres sagsbehandling.

Mit største problem ifht. sagsbehandlingen i Tandskadeankenævnet var, at jeg blev fejlinformeret ved en telefonisk kontakt til dem. Jeg kontaktede dem for at få dem til at vente med at afgøre min sag, da jeg ville komme med en udtalelse og yderligere lægeoplysninger (da nævnet intet lægeligt havde indhentet)– jeg fik at vide at min sag endnu ikke var afgjort – men 3 dage efter lå der en afgørelse i min postkasse. Siden er det ikke lykkedes mig at opnå en tilfredsstillende kommunikation med dem. Jeg har klaget til Sundhedsministeriet og har ventet siden oktober 2007 på, at ministeriet vil forsøge at genoprette kommunikationen mellem nævnet og mig.

En anden ting der også falder mig for brystet er, den lukkethed der er omkring sagsbehandlingen. Selvom forvaltningsloven ikke foreskriver, at myndighed giver besked hvornår en sag nævnsbehandles – er det god forvaltningsskik at orienterer borgeren om dette. Så havde vi nemlig undgået, at jeg kommer i den situation, at jeg modtager en afgørelse, som jeg anser for ugyldig og nævnet fastholder, til trods for at det er dem der har fejlinformeret mig.

Endvidere er deres begrundelse ligeledes faglig mangelfuld, idet de ikke nærmere forklarer hvad de fagligt lægger til grund for deres afgørelse. Og ved efterfølgende henvendelse, får jeg ingen yderligere oplysninger eller hjælp. Jeg får blot at vide, at jeg kan gå til domstolene.

For mig at se, har Tandskadeankenævnet en forkert placering blandt patientskadeforsikringen og sekretariatets medarbejdere. Bl.a. har jeg oplevet, at modtage kopi fra den tandlæge, som jeg har klaget over (og som er bestyrelsesmedlem derinde) som er sendt fra Sundhedsministeriet til formanden for Tandskadeankenævnet – dvs. til den administrative ansvarlige – dem modtager jeg kopi af i hendes partshøring i sagen i Tandlægenævnet.

Hvor er det så lige at neutraliteten/uvildigheden/ tavshedspligten i dette nævn er, når et bestyrelsesmedlem har adgang til klager over administrationen af Patientskadeforsikringen og Tandskadeankenævnet?

Samtidig oplevede jeg at få et yderst kortfattet og i tonen ubehageligt brev fra direktøren i Tryghedsordningerne. Brevet var svar på et brev jeg havde sendt til Tandskadeankenævnet med nogle supplerende spørgsmål ifht. sagsbehandlingen i min sag i nævnet. Når man så ser på det organisatoriske opbygning i Tryghedsordningerne er direktøren i tryghedsordningerne ansat af bestyrelsen. Dvs. han bl.a. er ansat af den tandlæge, som min sag vedrører. Dette følte jeg ikke helt betryggende.

Det fortæller mig, at man ikke er i stand til at holde sagerne og sagsbehandlingen afsondret fra det øvrige arbejde i tryghedsordningernes sekretariat. Dette finder jeg meget betænkeligt!!!!

Man burde overveje om det rette sted for denne ankesagsbehandling ikke skulle være i Patientankenævnet, der jo ville være et helt neutralt og uvildigt sted.

Der er jo ingen steder i det øvrige erstatningssystem, hvor sagsbehandlingen ligger i de faglige organisationer.

Tandlægenævnet

Tandlægenævnet består af 3 tandlæger og 3 personer fra Regionerne.

Hvis man som patient vil klage over en tandlæges behandling eller endnu værre flere tandlæger, bliver det straks mere indviklet.

Det er nemlig afgørende om tandlægen er privat praktiserende eller offentlig ansat og det er også afgørende, hvor i landet den privat praktiserende tandlæge holder til.

I mit tilfælde ønskede jeg at klage over 3 tandlæger, som alle havde deltaget i behandling / undersøgelse af mig i et fortløbende forløb.

2 af disse tandlæger var privat praktiserende og 1 var offentlig ansat. Jeg sender hele min klage til Regionen – skriver ét brev, hvor jeg redegør for min sag, sender kopi af journaloplysninger og forklarer hvad jeg vil klage over.

Straks får jeg hele klagen retur – jeg skal underskrive en fuldmagt, hvilket er helt reelt – men jeg skal også dele klagerne ud i 3 forskellige klager og vedlægge, hvilke bilag der hører til hvilken klage.

Jeg tænker bare – for mig at se er der tale om et sammenhængende forløb, hvor én tandlæge laver en fejlbehandling, én anden undersøger mig, men fortæller mig intet omkring min lidelse og dernæst én tredje, som jeg opsøger på egen hånd, som behandler mig så uforskammet, at jeg virkelig følte mig ydmyget. Og disse episoder skal splittes op i et system, hvor hver sag behandles for sig med vandtætte skodder mellem sagsbehandlingen.

Jeg spørger bare om dette er til patientens fordel?

På dette tidspunkt havde jeg så 4 sager kørende ifht. til dette system – 1 i Tandskadeankenævnet, 2 i Tandlægenævnet (regionen) og 1 i Sundhedsvæsnets Patientklagenævn. Jeg var meget syg og havde svært ved at klare de daglige ting og ud over det skal man så også kunne tackle 4 sager, hvor man selv skal sørge for at oplyse dem og argumenterer, idet ingen i systemet taler patientens sag.

Økonomisk var det ikke muligt for mig at søge advokat, da jeg var og stadig er nødt til at prioriterer min behandling i første række – for mig var og er det allervigtigst at blive rask/smertefri. Man kan nemlig ikke som kæbepatient får nogen hjælp i det etablerede system og alt behandling foregår for egen regning. Derfor har jeg ikke søgt juridisk bistand, men jeg må også erkende, at man ikke har en chance for at komme igennem, når man bare er lille ”fru Jønsson”. Det er helt urimeligt, at systemet fungerer sådan. De forskellige sekretariater, skal varetage patientens interesse i sagsbehandlingen ellers er der jo ingen i systemet der gør det eller også skulle systemet dække advokat omkostninger i forbindelse med sagsbehandlingen.

Mine klager over 2 privatpraktiserende tandlæger skulle sendes til Region Hovedstaden. Den ene klage var over tandlægen, der havde lavet kronen og den anden klage var en bidfunktionsspecialist, som jeg selv havde opsøgt i privat regi. Regionen var så venlige at sende klagen over den 3. tandlæge til Sundhedsvæsnets Patientklagenævn.

De 2 klager i tandlægenævnet blev behandlet separat – de havnede i hver sit tandlægenævn (i hovedstaden er der 3 tandlægenævn).

Den første klage jeg fik behandlet, var den sidste i mit behandlingsforløb. Dvs. den tandlæge jeg sidst havde konsulteret. Det er noget forvirrende for mig som patient, da de 2 øvrige tandlægers klagesager jo er en del af forløbet – men det kunne Regionen ikke gøre noget ved (manglende imødekommenhed).

Generelt vil jeg sige om sagsbehandlingen i sekretariatet for Tandlægenævnet, at de ikke informerer tilstrækkeligt og til tider fejlinformerer. Hvis man har spørgsmål får man at vide, at det er nævnet der skal besvare det, men man får ikke fornødent hjælp til dette. Bl.a. fik jeg et telefonnummer til nævnsformanden. Men jeg ville da meget nødigt ringe på et sådan nummer, da jeg mener at kontakt i sagen bør ske skriftligt (også fordi jeg i anden henseende i Tandskadeankenævnet har haft dårlig erfaring med telefonisk kontakt).

Man får heller ikke automatisk oplyst hvem der sidder i det nævn, der skal behandle sagen. I mit tilfælde var dette yderst afgørende, idet tandlægen som lavede den fatale kronebehandling faktisk også er én af de 9 tandlæger, der sidder i Region Hovedstadens Tandlægenævn.

Af uransagelige årsager havnede min klage over hende i det tandlægenævn hun sidder i. Når jeg i sekretariatet spurgte til, hvad der bestemte hvilket nævn en sag havnede i – fik jeg at vide at det var tilfældigt efter hvor meget post der var. Dvs. man ikke en gang i en inhabilitets situation, går ind og skønner. Man har altså stor risiko for, at den indklagede er med til at afgøre sin egen sag uden, at man automatisk bliver informeret om dette.

Blot for at gøre det klart gælder forvaltningslovens regler ikke automatisk i Tandlægenævnet. Kun hvis de er aftalt i sygesikringsoverenskomsten, der regulerer reglerne for Tandlægenævnet og Landstandlægenævnet.

Efter flere henvendelser både telefonisk og skriftligt lykkedes det mig at få flyttet sagen til det nævn der behandlede min anden sag – dvs. det var kun min aktive medvirken, der gjorde at jeg undgik at min sag skulle forelægges og behandles i nævnet af den tandlæge, som jeg klager over. Dette er helt forkasteligt!!!

I den efterfølgende sagsbehandling i sekretariatet oplever jeg flere gange, at det er ligesom om, at sekretariatet ikke betragter sig som en del af nævnet. Hvilket for patienten har stor betydning, idet de er de eneste personer, der reelt kan tale patientens sag og spørge fagkundskaben, hvis der er ting der er uklare eller misforstået. Samtidig mener jeg også, at disse medarbejdere skal have helt styr på lovgrundlag og øvrige regler, da de skal garanterer at love og regler overholdes ifht. borgeren.

Det mest skræmmende jeg oplevede i denne sagsbehandling var, at jeg langt inde i partshøringen konstaterede, at tandlægen i sin afskrift af journalen (tandlægenævnet forlanger at tandlægerne afskriver journalen på computer) havde rettet i en helt fundamental oplysning. Hun havde simpelthen ændret et minus til et plus. Dvs. der i afskriftet stod ”jævnlig murren i tanden 6+” i stedet for 6-. Dette gør en helt klar forskel i min sag, da den krone som hun lavede netop sad på 6-.

Hvor er retssikkerheden for patienten når ingen læser korrektur på sådanne afskrifter?

Endnu en gang må jeg påpege, at begrundelserne ikke er tilstrækkelige, heller ikke i de 2 sager som Tandlægenævnet har behandlet. Og når man spørger ind til begrundelserne, får man bare at vide, at man jo kan anke sagen.

Det er jo ikke det det handle om. Det der er vigtig for en patient er at få en korrekt og udtømmende begrundelse, så man kan vurderer om man skal anke sagen. Ankeinstansen skal jo ikke bruges til at få en begrundelse, som man har ret til – ankeinstansen skal bruges til at vurderer sagen på ny.

Samtidig har jeg oplevet i en af sagerne, at tandlægenævnet har lagt nogle uklare journalnotater til grund for deres afgørelse uden at undersøge omstændighederne omkring disse notater. Dvs. at nævnet har lagt nogle forudsætninger ind, som efterfølgende er blevet tilbagevist i partshøringen i Landstandlægenævnet.

En sidste ting, som jeg føler mig meget stødt over i sagsbehandlingen i Tandlægenævnet er den omstændighed, at jeg i min oprindelige klage ud over fagligheden i tandbehandlingen – klager over et journalnotat der ikke er korrekt, hendes brud på tavshedspligten og én anden tandlæges opførsel.

Disse ting bliver slet ikke behandlet i Tandlægenævnets sagsbehandling, til trods for at det er dem der har kompetencen til det. Det er først da jeg modtager afgørelserne, at det går op for mig, at man ganske let har sprunget over disse klagepunkter. Når jeg efterfølgende telefonisk spurgte, hvorfor man ikke havde behandlet disse punkter – fik jeg det svar, at man nok i Tandlægenævnet havde vurderet, at det ikke var de vigtigste punkter for mig.

Så spørger jeg bare ”hvem andre end mig kan afgøre, hvad der er vigtig for mig i min klage”. Så må de jo spørge mig eller gøre som man gør i Sundhedsvæsnets Patientklagenævn – oprette et klagepunkt for hver klage og sende den til patienten inden den går til behandling, så man ved hvad de har tænkt sig at behandle og dermed kan gøre indsigelser inden afgørelsen foreligger. For har de først truffet afgørelse, kan man ikke gøre noget.

Man har altså et nævn, der sidder og vurderer hvilke klagepunkter de ”gider” behandle og når man efterfølgende henvender sig får man bare et frækt svar.

Herefter blev oprettet en 5. klagesag, som jeg fik at vide jeg skulle sende til Sundhedsvæsnets Patientklagenævn. Der blev sagen oplyst, men der blev ikke hold partshøring, idet de 6 måneder efter de havde modtaget klagen fandt ud af, at det var Tandlægenævnet, det havde kompetencen til at behandle klagen og ikke Patientklagenævnet.

Herefter blev sagen returneret til Tandlægenævnet, som satte den på nævnsmøde uden at afslutte den manglende partshøring. Dette finder jeg yderst uheldigt, idet jeg aldrig havde set tandlægens udtalelse i sagen og dermed kunne tilbagevise, hendes påstande for, hvorfor det var nødvendigt for hende at bryde hendes tavshedspligt.

Jeg vil vove den påstand, at man i Koncern Praksis i Region Hovedstaden ikke er kompetente nok til at leverer en sagsbehandling på niveau med den der sker i Sundhedsvæsnets Patientklagenævn. Og da det er den lov, som grundlæggende skaber retstilstanden for patienter generelt, mener jeg det er meget betænkeligt, at tandlægeområdet er undtaget denne lov, fordi de har ”deres eget” system. Det er betænkeligt, at der er forskel på sagsbehandlingen, når man klager over en tandlæge og en læge. Samtidig skaber det endnu mere uens sagsbehandling og meget værre risiko for uens afgørelser, at der eksisterer ét Tandlægenævn i hver Region og hvert tandlægenævn har deres egen forretningsorden.

Hvis Region Midtjylland overholder deres forretningsorden, har man som patient der en større retssikkerhed end hvis fejlbehandlingen sker i Region Hovedstaden. Så fremover må dette også være et kriterium når man som patient skal vælge tandlæge.

Landstandlægenævnet

Består af 3 tandlæger, 3 personer fra Regionerne og en landsdommer som formand.

De største problemer, der er med Landstandlægenævnets sagsbehandling er, at det kun er meget sjældent, at man er heldig at kunne komme igennem telefonisk til dem. Der er simpelthen ikke afsat ressourcer til kundebetjening i det nævn og som udgangspunkt tror jeg ikke, at det er meningen at man skal henvende sig til dem.

Sagsbehandlingen foregår i Østre Landsret og jeg tænkte nogle gange på om sagerne i Landstandlægenævnet bliver betragtet som en retssag og dermed underforstået, at man som klager har juridisk assistance til sin rådighed. Der er nemlig ingen hjælp at hente i form af rådgivning eller forståelse. De hører knap nok hvad man siger, når man kontakter dem telefonisk.

Når Landstandlægenævnet modtager éns klage modtager man en beskrivelse af sagsgangen i nævnet. Og derefter ophører al information. Man får simpelthen intet at vide – heller ikke hvornår sagen bliver sat til nævnsmøde.

I partshøringen fremsender de indlæggene ”til orientering” – når man spørger om det er partshøring, får man at vide at det er underforstået, at man kan kommenterer de nye oplysninger. Men hvad nu hvis man ikke ved at det er underforstået og ikke kan komme igennem pr. telefon. Dette er ikke særligt patientvenligt.

Jeg har også oplevet, at et spørgsmål i et brev i partshøringen ikke er blevet videresendt til den indklagede tandlæge. Dvs. at Landstandlægenævnet stopper partshøringen, som jo er den eneste mulighed jeg har for at få sagen belyst.

Sundhedsvæsnets Patientklagenævn

Patientklagenævnet består af 2 lægfolk, 2 fagfolk og én formand – men til forskel fra de andre instanser, har sagen inden nævnsbehandling, gennemgået en grundig juridisk behandling og også været hos embedslægen til udtalelse.

I Sundhedsvæsnets Patientklagenævn er i hvert fald den juridiske sagsbehandling i orden.

Når man retter henvendelse til dem med spørgsmål og hvis man har brug for hjælp er de altid villige til at hjælpe og rådgive ifht. til regler og praksis på området.

Det er også en stor fordel for patienten, at man på deres hjemmeside kan læse tidligere afgørelser og dermed danne sig et indtryk af retstilstanden på området. Dette forekommer jo ikke hverken i Tandlægenævnet og i Landstandlægenævnet. De kan reelt lave deres praksis om i sagerne fra sag til sag uden, at nogen bemærker det. Dette er betænkeligt i et i forvejen meget fagligt kontrolleret system.

Én af de negative ting, jeg indtil nu har oplevet i Sundhedsvæsnets Patientklagenævnet er, at den sagkyndig tandlæge havde haft min sag til udtalelse fra september 2007 til juni 2008, hvilket må siges at være ganske lang tid for en enkel sag. Samtidig foregår partshøringen først, når nævnet fremsender deres forslag til afgørelse, hvilket betyder, at i mit tilfælde er der gået 1½ år siden tandlægen udtalte sig til embedslægen og afgav en forklaring som langt fra er fyldestgørende.

Klagefrister

Klagefristerne på tandlægeområdet følger de øvrige frister i klagesystemet. Men specielt på tandområdet, hvor det drejer sig om kæber og bidfunktionsforstyrrelser (oral fysiologi) er patienterne dårligere stillet end i det øvrige behandlingssystem. Dette fordi man som patient ikke får tilstrækkelig information om, hvad man fejler.

I mit tilfælde gik der 1½ år før jeg på Rigshospitalets kæbeafdeling fik at vide, at mine smerter skyldes muskelspændinger. Heldigvis nåede jeg at klage indenfor fristen på 2 år – men denne deadline kunne nemt være overskredet og så havde jeg intet kunne stille op.

Det der er særligt i sådanne sager er, at man med tiden bliver klogere på hvad man fejler og hvad der forårsager ens smerter. Hvis jeg skulle have klaget umiddelbart efter de udførte tandbehandlinger, ville jeg intet have fået ud af det, fordi jeg på dette tidspunkt ikke fagligt kunne argumentere min sag. Efter at have været i Sverige hos en specialtandlæge og på Rigshospitalet, har jeg fået mange flere oplysninger om min lidelse end nogle af de tandlæger jeg har klaget over på noget tidspunkt har givet mig.

Hvis jeg fx skulle have rejst en retssag overfor Tandskadenævnet inden 6 måneder efter deres afgørelse, ville jeg jo ikke have kunnet argumenterer som jeg kan i dag. Derfor er de 6 måneder helt urimeligt set fra patientens side, der jo trods alt løber en stor økonomisk risiko ved at gå til domstolene. Derfor er denne frist på 6 måneder helt urimelig kort.

Et andet eksempel på en klagefrist, der er helt urimelig – er noget jeg netop er blevet opmærksom på. Det handler om et journalnotat fra tandlægen, der lavede kronen. Hun var min tandlæge gennem 22 år. Og i 1990 har hun lavet et notat i journalen, der lyder sådan her ”talt om bidskinne” – intet andet. Dette notat er skrevet med en stor og tydelig skrift (ligesom om det er skrevet for at tiltrække opmærksomheden). Jeg har i Landstandlægenævnet bedt om at se originaljournalen – og dette notat er det eneste notat, der gennem de 22 år, der er skrevet med sort, klar tusch. Alle andre notater er skrevet med diverse kuglepenne. Nu véd jeg, at jeg aldrig har hørt ordet bidskinne, før jeg løb ind i disse problemer efter kronebehandlingen, som foregik i december 2001. Og jeg vil også gerne fremhæve, at der ikke er tidligere eller efterfølgende notater i journalen, der forklarer de nærmere omstændigheder omkring, hvilke gener jeg skulle have haft, så en samtale om bidskinne skulle have været nødvendig.

Denne problematik forelægger jeg for Sundhedsvæsnets Patientklagenævn og får herefter at vide, at der er en ultimativ klagefrist på 5 år. Man kan altså ikke klage over journalnotater, der er mere end 5 år gamle.

Nu er det jo sådan, at jeg på intet tidspunkt har vidst, at hun har ført dette ind i min journal og jeg har jo gennem alle 22 år stolet på hende. Jeg opdager jo først dette, da jeg via Codan Forsikring får aktindsigt i min journal i forbindelse med sagens behandling i Patientskadeforsikringen i 2005. Og bliver først i forbindelse med den nye sag, der netop er rejst i Patientklagenævnet klar over, at hendes journalføring har været temmelig lemfældig.

Man skal altså – efter hver konsultation – bede sin tandlæge om at få indsigt i hvad der skrives i journalen for at være sikker på, at der ikke indføres oplysninger som ikke er faktuel korrekte. Til dette svarer Patientklagenævnet, at det må man jo gøre, hvis man ikke stoler på behandleren. Men det gjorde jeg jo i rigtig mange år og alligevel er det mig det kommer til skade, når jeg ønsker blotlagt de nærmere omstændigheder i dette notat.

Da journalen er et arbejdsredskab, som skal give et klart og retvisende billede, af behandlingen af mine tænder – er det jo vigtigt for mine kommende behandlere, at de ved hvilke observationer hun har gjort i forbindelse med dette notat. Det kan man aldrig få at vide, fordi der er en 5 års frist – det må siges at være ret uhensigtsmæssigt for mig og min videre behandling.

Denne frist er endnu et eksempel på, at fristerne er uhensigtsmæssige set fra patientens side, idet en grundig sagsbehandling af klagesagerne ofte er den eneste måde at få de korrekte og faktuelle oplysninger frem i sagen.

Fristerne er kun en fordel for tandlægerne og ikke for patienterne/klagerne.

Hvad er formålet med et klage- og erstatningssystem?

Formålet med et klagesystem må være, at man som patient får en uvildig og neutral behandling af sin sag, uanset hvem den tandlæge man klager over er.

Det må være en klar forudsætning, at alle sager får en grundig og ens behandling.

Det skal være en selvfølge, at patienten føler sig tryg ved sagsbehandlingen og at patienten kan have tillid til, at nogen i systemet taler deres sag.

Jeg har gennem hele klageforløbet ofte følt mig utryg og er nået til den konklusion, at tandlægernes erstatnings- og klagesystem i høj grad ikke opfylder den retssikkerhed, som loven foreskriver på disse områder.

Tandgruppen

Tandgruppen består af mennesker, der med baggrund i egne erfaringer, stiller sig til rådighed for andre, der har problemer med tænder/sammenbid.
Enkelte medlemmer af Tandgruppen har erfaringer fra foreningsarbejde i en nedlagt forening for skadede tandpatienter. Vi fortsætter med vores arbejde i Tandgruppen under Patientforeningen-Danmark.
Egentlig sagsbehandling kan vi ikke være behjælpelige med, men mange kan have hjælp og gavn af at opdage, at de ikke står helt alene med deres problemer med tænder/sammenbid. Det har vi erfaring for, at de ellers gør. Vi står også til rådighed, med vores erfaringer fra klagesager. 
Vi har det hyggeligt sammen, men vi arbejder naturligvis på at få sat fokus på de problemer der er indenfor tandsundheden i Danmark.
F.eks mener vi, at tandlægerne burde specialiseres bedre. Udover de to specialer der er i dag, som er ortodonti (tandretning) og kæbekirurgi, mener vi der bør oprettes specialer i, f.eks. bidfunktion, rodbehandling, paradontose, børnetandpleje m.m.

Desuden mener vi, at mennesker, der får sygdom i tænderne, skal have lige så meget ret til at få behandlingen betalt af det offentlige sundhedssystem, som hvis man kommer til at lide af andre sygdomme. Falder man f.eks. og brækker næsen, kan man få behandlingen gratis, men får man problemer med munden/tænderne, et par centimeter under næsen, må man betale stort set hele behandlingen selv.
 
Det er vores erfaring, at mennesker med tand/bidfunktionsproblemer ofte føler sig alene, fordi de ikke er vidende om, at der findes andre med samme problemer. Det kan ofte være en lettelse at vide at man ikke er alene. 

Det er meget vanskeligt at komme igennem med sine synspunkter, indenfor dette område. Mange af os er syge efter fejlbehandling.
Men der er mere "bid" i os, end man skulle tro. Og hvis du mener du kan bruge os - og vi dig, så henvend dig til Patientforeningen-Danmark. Så bliver du "stillet om" til os. Du er velkommen.